Tilbage i oktober 19 bad Lasse og Adrian fra Bold drinks om hjælp til deres pitch før de skulle i Løvens Hule. Programmet blev sendt i forrige uge, og drengene fik en kanon modtagelse og feedback på deres pitch fra eksperterne. Det har vi benyttet som undskyldning for at lave vores bud på, hvordan man skruer en god investor pitch sammen.
Sådan kommer du i gang
Overordnet kan man sige, at en pitch består af den tekniske del og den emotionelle. Vi anbefaler, at du begynder med den tekniske. Brug en pitch skabelon til at udarbejde en grovskitse af din pitch. Vi bruger selv den her. Når du har det tekniske på plads, så har du sikret din røv. Det vil sige, at du typisk vil kunne besvare de spørgsmål som investorerne kan have og fortalt det de gerne vil vide noget om. Brugeren, problemet, løsningen og tallene. Når du har gjort det, så brænd det og start forfra.
Denne gang starter du med følelserne. Hvad er det for en historie du vil fortælle? Hvad gør dig og din virksomhed unik? Hvad er essensen i dit brand? Hvad er den store vision (eller det lille problem), der har drevet dig, til at begive dig ud på det her eventyr? De tekniske ting, er det der giver dig 7 på karakterskalaen. Men det er historien du fortæller, som efterlader et indtryk. Det handler om at få modtageren til at føle noget. At de kan mærke din passion og personlighed. Det positive er, at så snart du taler om det der motiverer dig, så stiger dit energiniveau og du din passion begynder at skinne igennem.
Kort tid – meget på hjerte
Vores erfaring er, at tiden for mange er den største udfordring. Man skal sælge sit hjertebarn og har så mange ting man gerne vil fortælle. Men du har kun 2 minutter – so make every second count. Det kan hjælpe at bryde tiden op med en introduktion, en midte og en afrunding.
Introduktionen: Hvorfor skal vi lytte til dig? (15-30 sekunder)
Du har 15 sekunder til at fange modtagerens opmærksomhed. Misser du dette vindue, så risikerer du, at de ikke hører resten. Sørg for det står klart hvem du er, hvorfor du er her og hvad det er der gør dig og din virksomhed interessant.
Midten: Hvorfor er det her verdens fedeste investeringscase (1-1.30 minut)
Her præsenterer du de vigtigste “tekniske” elementer, så man forstår virksomheden. Hvad er produktet, hvem er kunderne og hvilket problem løser du for dem. Hvordan tjener du dine penge (forretningsmodel), hvor mange tjener du (budget) og hvordan går du til markedet? Hvordan ser dit marked ud, hvem er dine konkurrenter og hvordan skiller du dig ud? De her forskellige elementer kan dækkes i forskellig og varierende grad. Alt hvad du siger skal være fokuseret på at efterlade et godt indtryk af to ting:
- Menneskene bag: Hvem er det som investorerne skal investerer i? Det er ikke selve virksomhedsidéen som dine potentielle investorer investerer i. De investerer i de mennesker der skal føre ideen ud i livet. Derfor er det hamrende vigtigt, at du/I fremstår kompetente både fagligt og personligt. Du/I skal vise at du/I har de rigtige kompetencer til at løse opgaven, men i ligeså høj grad, at du/I er til at arbejde med og virker som nogle fede typer at bruge mange arbejdstimer sammen med. Du skal skabe tillid til, at du kan og vil varetage investeringen forsvarligt.
- Traction: Kan koges ind til ”har du solgt noget”? En ide er ingenting værd, hvis du ikke kan sælge den. Vi har desværre en tendens til at forherlige ideer og tillægge dem alt for megen værdi. Der er lang vej fra ideen til en fornuftig virksomhed. Derfor skal du ud af bygningen og snakke med dine kunder, og meget gerne lave et par salg. Det har et par positive sidegevinster. Først og fremmest gør det din pitch meget mere overbevisende, da det er beviset på, at dine kunder rent faktisk vil have det du laver og at forretningsmodellen derved kan sandsynliggøres. For det andet, jo mere traction du kan påvise jo mere sænker du risikoen for investeringen. Det vil som regel betyde, at du kan opnå bedre vilkår i forhandlingen.
Afrunding: Opsummér dine forskellige pointer og sørg for at du bliver husket (15-30 sek.)
Hvor midten af din pitch kan blive lidt virksomheds-teknisk, så er afrundingen din chance for at komme op i det højere luftlag igen. Hvad er den store historie i din virksomhed? Hvorfor eksisterer den og hvad går verden glip af hvis du ikke bygger den? Hvad er din passion og hvorfor skal investorerne vælge at hoppe med på din rejse? Med andre ord: Det er her vi pakker janteloven væk. Vi skal kunne se den store vision, din passion og det skal stå lysende klart, hvorfor du skal have den investering.
Go get ’em tiger! 😉
0 kommentarer