Får du hovedet med igennem krisen?

Skrevet af Anders

16. december 2020

For mange år siden – før kone, karriere, børn og andre voksen ting – kastede jeg mig ud i et eventyr. Jeg fløj til Geneve og gav mig i kast med at cykle Schweiz rundt uden andet end cykel, rygsæk og et oversigtskort. Det skulle hurtigt vise sig at Schweiz har meget høje bjerge. De bjerge lærte mig en vigtig lektie. Enten giver du op og vender om. Eller også bider du smerten i dig og fortsætter.

Ofte vender jeg tankerne tilbage til kampen på bjerget, når jeg skal finde mentalt brændstof til kæmpe videre i udfordrende situationer. Den aktuelle krise har dog sendt mig igennem en ordentlig mental rutchebanetur, som jeg ikke har umiddelbart bare har kunnet grinde mig igennem. Manglende kreativitet, nedsat produktivitet og en vekselvirkning fra adrenalin-induceret comeback-kid mentalitet til resignation og opgivelse.

Heldigvis har jeg en ualmindelig klog kone, som mindede mig om at enhver præstation tager udgangspunkt i mennesket. Du kan ikke tvinge dig til at performe, hvis du ikke har det godt. Derfor er nogle gange bedst at lade arbejdet ligge, uanset hvor meget lokummet brænder, og først lige sikre, at du har dig selv med. Det plejer jeg også at rådgive de virksomheder, jeg arbejder med ud fra. I denne omgang var det mig selv, der havde brug for rådet.

Jeg har samtidig fundet inspiration i de 5(7) sorgstadier, som jeg syntes ret fint beskriver den proces, jeg har været igennem. Fra chokket, til benægtelse (det sker bare ikke) og vrede (hvor mig, hvorfor nu, hvad f¤%k sker der?)), forhandling (hjælpepakkke… Mette F. din snu ræv, du redder mig ik?), depression (nåh, jeg er ikke omfattet pakkerne, hvor er det synd for mig), test (hmm, måske ku jeg…) til …

Accept

Det er ikke nødvendigvis meningen, at man gennemløber sorgstadierne progressivt. Jeg har i hvert fald været seriøst frem og tilbage. Heldigvis startede jeg i testmode med at skrive en artikel til Bootstrapping om krisestyring, som har arbejdet for mig og lavet salg, mens jeg rendte rundt og havde ondt af mig selv, var sur og generelt bare ukonstruktiv. Samtidig dunkede jeg mig selv i hovedet over ikke at gøre nok, nytænke nok eller handle hurtigt nok. Når jeg arbejder med startups prøver jeg altid at finde den dybeste årsag til manglende performance. I mit eget tilfælde skulle jeg have hovedet med før virksomheden kunne udvikles.

Brokkesamtaler med venner, hyggetid med familien og ikke mindst sorgmodellen, hjalp mig til at indse, at det er OK man i sådan en situation har en følelsesmæssig reaktion, man ikke selv er helt herre over. Det OK at jeg endnu ikke har lavet tre online forløb, opfundet en ny dims, og i øvrigt allerede vendt situationen til det bedre. Så god inspiration LinkedIn kan give lige så overfladisk og instagram poleret kan platformen være. Det kan være udfordrende, når selvtilliden har fået hak.

En reel accept af situationen kom dog først, da genkendte mig selv i modellen her. Jeg deler den i håb om, at den kan hjælpe dig eller en du kender, som sidder fast.

Læs også…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *